En for alle, alle for en. En brandmand er altid klar.

Tønder Frivillige Brandværn anno 1869

Det var en voldsom brand i 1869, der grundlagde starten for Sønderjyllands ældste frivillige brandværn.
Branden, som lagde store dele af Tønder i aske, opskræmte beboerne så meget, at de krævede der blev gjort noget, så gentagelser ikke kunne ske.
Man efterlyste mænd med god kondition, og svaret blev den stedlige gymnastikforening.
Sådan gik det til, at de første mænd i Tønder, som måtte ud med slangerne, når den røde hane galede, var identiske med medlemmerne i byens gymnastikforening. Samme år - nøjagtigt den 14. november -, blev der stiftet en forening, som skulle klare brandslukningen i Tønder. Da området på tidspunktet var under tysk overherredømme, kom foreningen til at hedde "Turner Feurwehr zu Tondern".
Allerede den 22. november blev den nye forening godkendt af Politimyndighederne , og året efter , i 1870 , fik værnet sin første sprøjte, det var et hestetrukket køretøj, som blev købt i Leipzig.
Tønder fik også ret hurtigt, som den første by i landsdelen, et rigtigt brandregulativ, og stadig med storbranden i 1869 i tankerne indeholdt regulativet en bestemmelse om, at alle borgere op til 50 år havde pligt til at deltage i slukningsarbejdet. Undtaget var kun kollegiernes medlemmer og byens embedsmænd.
Fra starten var der 34 medlemmer i værnet, men ved århundredeskiftet talte man 95 aktive borgere.
Den nuværende brandstation blev taget i brug den 1. oktober 1955, på dette tidspunkt rådede værnet over tre køretøjer.
I 1983 blev stationen bygget om og udvidet, og i dag rummer stationen fem køretøjer.

En automobilsprøjte.
En redningsvogn.
En tankvogn.
En redningslift.
En mandskabsvogn.

I Brandværnet hersker princippet om frivillighed.
Når alarmen lyder i Tønder møder alt disponibelt mandskab op, og alle kommer med til brand - uanset hvilken brand der er tale om, dette er for at holde gejsten oppe hos alle, ellers ville det kun være dem som bor tæt ved stationen, som kom med hver gang.
Brandværnet støttes også godt af virksomhederne i Tønder, som lader deres medarbejdere smutte i tilfælde af alarm. Uden dette ville det være svært af få folk nok, Specielt i dagtimerne.

Galleri

Sociale medier

twitter fb Instagram YouTube